Gå til hovedindhold

VIP 2 på nettet

Gå til søgning
VIP2 på nettet
  
VIP 2 på nettet > Gode_historier > Slagelse  

Titellinjebillede på webdelsside
Slagelse

  Om projektet
  Erfaringer og resultater
  Nyhedsbreve
  Fredensborg
  Gladsaxe
  Slagelse
  Aabenraa
  Århus
  Værktøjer og metoder
  Jobpakker
  Pjecer
  Gode historier

Undervisning i dansk og tyrkisk på arbejdet

En gang om ugen mødes Sprogklubben på Hotel Antvorskov og Monarch-restauranten på trafikcentret Stop 39 ved motorvejen syd for Slagelse. Den består af to danske og to tyrkiske medarbejdere. Når klubben mødes, underviser danskerne tyrkerne i dansk, hvorefter tyrkerne underviser danskerne i tyrkisk.

Den ene af de to danskere i klubben er lederen af restauranten og hotellet, Helle Larsen. Hun dannede klubben, da den ene af de to tyrkiske medarbejdere, en kvinde i 40’erne, kom i praktik på hotellet i begyndelsen af oktober. Hendes jobkonsulent i Jobcenter Slagelse, Natalie Guldahl, er den anden dansker i klubben. 

Den tyrkiske kvinde går på sprogskole samtidigt med, at hun er i praktik på hotellet. Men hendes dansk var ikke godt nok til at hun kunne kommunikere med kollegerne om arbejdet. I sprogklubben lærer hun nu at forstå sætninger som ”Der skal skiftes sengetøj” og ”Har du tørret hylderne af?”.

- De har gået på sprogskole i flere år uden at kunne bruge sproget. Men det lærer de nu, hvor de har noget at bruge det til, siger Helle Larsen.

Begge tyrkiske medarbejdere fik arbejde på Stop 39 som resultat af Jobcenter Slagelses Ghetto-projekt. Det består i fremskudte enheder i ghettoområderne i Slagelse og Korsør og snart også Skælskør.

Her opsøger jobcentermedarbejderne kontanthjælpsmodtagere af udenlandsk oprindelse for at hjælpe dem ud af kontanthjælpen. Det gør de ved at arbejde med både de personlige og de faglige kompetencer hos borgeren.

Den tyrkiske mand er ansat i restauranten på Stop 39 på ordinære vilkår. Da han kom der til for at halv år siden var det efter flere mislykkede forsøg andre steder på at fastholde et arbejde. Men her faldt han til og foldede sig ud. Lederen, Helle Larsen, siger, at han har potentiale til at blive hendes efterfølger.

Kvinden har været i Danmark i omkring 20 år, men har aldrig før været på arbejdsmarkedet. Hun er glad for sit arbejde på Hotel Antvorskov og kommer også til møderne i sprogklubben, når hun ikke er på arbejde. Hun taler om at kvitte sprogskolen, fordi hun synes hun lærer mere dansk i sprogklubben.

Samtidigt får hun og det andet tyrkiske medlem af sprogklubben mulighed for at give tilbage ved at undervise de danske medlemmer i tyrkisk.

- Det gør det mere ligeværdigt og de tyrkiske medarbejdere bliver mere motiverede for at deltage, siger Helle Larsen.

 

Slagelse udvider ghettoindsatsen til Skælskør


Jobcenter Slagelse udvider sin indsats i kommunens ghetto-områder med Skælskør. Fra nytår flytter to medarbejdere ind i en treværelses lejlighed i Parkvejskvarteret. Boligselskabet stiller lejligheden gratis til rådighed. I forvejen har Jobcenter Slagelse to tilsvarende enheder på Motalavej i Korsør og i Nordbyen i Slagelse.

Det er gode erfaringer der fra, der får jobcentret til også at flytte til kommunens tredje by, Skælskør. Jobcentret begyndte i august sidste år med to medarbejdere i en lejlighed i Slagelse Nordby. Ved årsskiftet flyttede to andre ind i lejligheden i Korsør. Desuden har jobcentret en koordinator for hele den indsats.

Målet er, at 40 pct. af de borgere, enhederne er i kontakt med – 20 ad gangen – ,skulle være ude af kontanthjælp efter et år. I Slagelse er resultatet 45 pct. I Korsør er det 40 pct. efter otte måneder.

Formålet med indsatsen er at nedbryde ghettoen inde fra. Metoden er at kontakte indvandrere på kontanthjælp fra en ende af – helt bogstaveligt opgang for opgang. Midlet er den dobbelte trappemodel – dobbelt, fordi den både beskriver borgerens faglige og personlige udvikling.

Erkendelsen er, at det ikke kun er mangel på færdigheder, der forhindrer folk i at få arbejde. Det er lige så meget deres opfattelse af sig selv og af deres plads i samfundet. Derfor går indsatsen både ud på at udvikle borgernes arbejdsevne og at behandle deres sygdomme og svagheder.

Det er dog kun en mindre del af de borgere, der er kommet ud af kontanthjælp, der er kommet i ordinært arbejde. Der er dog flere på vej. Men en stor del af borgerne har frasagt sig kontanthjælpen eller fået den standset. Jobcentret spørger selv, om den virkning er hensigtsmæssig på længere sigt, når man tænker på integration og ligestilling mellem kønnene. Borgere, der frasiger sig kontanthjælpen, er typisk hjemmegående mødre.

I Slagelse og Korsør koncentrerer indsatsen sig om indvandrere. Men i Skælskør vil jobcentret også kontakte langvarige kontanthjælpsmodtagere af dansk oprindelse.

 

30 pct. ude af kontakthjælp efter seks mdr.


Tre borgere er i ordinært arbejde, en er på deltid med supplerende kontanthjælp og to er selvforsørgende. Det er resultatet af Jobcenter Slagelses indsats over for kontanthjælpsmiljøet i Slagelse Nordby. Tre medarbejdere har arbejdet på det fra en lejlighed i boligområdet siden august 2007.

De arbejder med 20 borgere ad gangen, og de tager dem fra en ende af – helt bogstaveligt. De begyndte i deres egen opgang og naboopgangene, hvor de kontakter alle kontanthjælpsmodtagere. Kun matchgruppe fem springer de over. Nogle af dem er i matchgruppe tre, men hovedparten er matchgruppe fire.

Redskabet er en trappemodel med to sider. Der er den faglige med praktik, løntilskud og ansættelse med udvidet med mellemtrin og undertrin i form af forpraktik på kommunale brancheværksteder. Og så er der den mentale, der består i at påvirke den adfærd, der udvikles i en subkultur - kaldet ghetto-habitus -, i form af undvigelse og anderledes sygdomsopfattelse. Desuden i at styrke motivation for at arbejde og at gøre borgeren aktiv og selvstændigt handlende.

Metoden er den venligt insisterende – tage med, hvis borgeren ikke mener selv at kunne finde ud af at tage med bussen, tilbyde D-vitamin til kvinder, der er trætte, fordi de får for lidt sollys. Sygdom bliver taget for hvad den er og ikke mere. Al aktivitet har et tydeligt formål, og praktik har beskæftigelse som målsætning.

Af de første 20 er seks nu ude af kontanthjælpen efter seks måneder. Det er 30 pct. Målsætningen er 40 pct. efter 12 måneder, og det er det gode udsigter til at nå eller måske overgå. Yderligere tre er nemlig nu i virksomhedspraktik og andre otte er i forpraktik.

Sæt en opgang i arbejde

- og derefter den næste

1. september rykker to medarbejdere fra Jobcenter Slagelse ind i en lejlighed i Slagelse Nordby. Deres opgave er at kontakte kontanthjælpsmodtagere i de sociale boligblokke i området for at få dem ud på arbejdsmarkedet. De går i gang fra en ende af og kontakter borgerne opgang for opgang. De er allerede begyndt og har nået de første ti opgange. Her er de kommet i kontakt med de første 20 – 25 borgere.

Projektet er en del af Slagelse kommunes bidrag til det landsdækkende projekt Virksomhedsrettet Integration Projekt 2, VIP2, der går ud på at styrke integrationen ved at hjælpe indvandrere i arbejde.

Slagelse er en af de seks kommuner i hele Danmark, der deltager i VIP2. Deres opgave er at udvikle og afprøve metoder, der kan hjælpe indvandrere i arbejde. Efterhånden som de høster deres erfaringer, bliver de stillet til rådighed for landets øvrige kommuner.Landsdækkende projekt søsættes

VIP2 bliver officielt sat i søen mandag 27. august. Da mødes beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og integrationsminister Rikke Hvilshøj med Knudsen og borgmestre, rådmænd eller udvalgsformænd fra de andre fem kommuner og med repræsentanter for Kommunernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening og LO for at de sammen kan give projektet deres ønsker med på vejen.

VIP2 er et resultat af den firepartsaftale, som regeringen, KL og arbejdsmarkedets parter indgik i december 06 om at samarbejde om at styrke integrationen ved at få flere indvandrere i arbejde. VIP2 går ud på at yde en individuel indsats over for hver enkelt borger: Hvad kan og vil den pågældende? Hvad mangler den pågældende at lære til et bestemt job? Hvilket trin på trappen skal den pågældende starte på: praktik, løntilskud eller direkte i fast job? Og behøver den pågældende støtte af en mentor på arbejdspladsen?Korsør fra 1. januar

I Slagelse arbejder fire medarbejdere og en leder i projektet. To af dem bemander lejligheden i Slagelse Nordby. To andre tager til Korsør. Her vil de fra 1. januar på samme måde som kollegerne i Slagelse rykke ind i en lejlighed i det sociale boligområde på Motalavej.

VIP2 er som navnet antyder en videreførelse af et tidligere Projekt Virksomhedsrettet Integration med de samme parter. Det første havde sekretariat hos LO. Det nuværende bor hos Dansk Arbejdsgiverforening med arbejdsmarkedskonsulent Arne T. Hansen som projektleder.

 

Tæt kontakt skaffer udlændinge i arbejde

 

Seks af 20 er ude af kontanthjælp efter et halvt års indsats, og flere er på vej.

Aysha, 38 år og fra Tyrkiet, har netop fået fast arbejde med rengøring. Hun er glad for det og vellidt på sit arbejde. Hun er dog endnu ikke på fuld tid, for hun har aldrig før haft et job i de mere end ti år, hun har boet i Danmark.

 

Aysha, der i virkeligheden hedder noget andet, bor i Slagelse Nordby. Hun er en af de første borgere, som er hjulpet i arbejde af det hold medarbejdere, som Jobcenter Slagelse har flyttet ud i en lejlighed på Jacob Dampesvej i Nordbyen.

 

Deres opgave er at opsøge borgere med udenlandsk baggrund, som har været på kontanthjælp i lang tid, for at hjælpe dem i arbejde. Formålet er at bryde den livsstil, at man ikke behøver at arbejde, men kan sove længe og mødes om formiddagen eller bruge dagen på at passe hjem og børn.

 

I et område, hvor mange lever på den måde, bliver det en norm, som man holder hinanden fast i. Det kaldes ghetto-habitus. Den skal brydes, hvis ikke ghettoen skel ende med at blive et samfund for sig selv.

 

Første fire i arbejde
Og det kan lade sig gøre. Aysha er ikke den eneste, der har fået fast arbejde. Jobenheden på Jacob Dampes vej begyndte i august med 20 borgere. Af dem er fire kommet i arbejde og to er ude af kontanthjælp på anden måde. En stor del af de øvrige er på vej. Men de skal hjælpes.

 

- I den arbejdskultur, de kommer fra, er det ikke almindeligt, at man selv går ud og opsøger arbejde. Der skal man hjælpes ind af nogen, man kender. Og det er det, vi gør, siger Henrik Christensen, der er daglig leder af projektet.

Han og hans to kolleger i lejligheden på Jacob Dampesvej gør det venligt, men vedholdende. Nogle siger, at de ikke ved, hvordan man tager bussen. ”Intet problem. Vi tager med dig i bussen, til du kan det.” Der er kvinder, der lider af træthed. ”Du får for lidt sol på kroppen. Her, tag noget D-vitamin, så får du det bedre”, siger en af medarbejderne, der har en sundhedsfaglig baggrund.

 

Gladere borgere
Og de får det bedre. Da medarbejderne på Jacob Dampesvej mødte Aysha første gang for et halvt år siden, var hun psykisk ude af balance og brød hele tiden i gråd. Hun fik hjælp af en psykolog og kom i arbejdspraktik. Nu har hun arbejde og er glad og tror på sig selv.

 

- Vi skaffer arbejdskraft, men det er kun den ene del, siger Niels Hilker, integrationskoordinator i Jobcenter Slagelse.

- Vi skaber også gladere mennesker og vi skaber gode rollemodeller for børn og for naboer, så vi kan bryde den negative ghetto-habitus, siger han.

 

Velkommen i Nordbyen
Jobenheden begyndte i Nordbyen i august sidste år. 1. december åbnede Jobcenter Slagelse endnu en enhed i en lejlighed på Motalavej i Korsør. Her er opgaven den samme. Og borgerne tager godt imod, fortæller Henrik Christensen.

 

- Folk kigger ind til os for at snakke, og somme tider har de venner med, som vil spørge, om vi ikke også kan hjælpe dem til et job – folk, som vi alligevel skulle have talt med senere, men som vi bare ikke er nået hen til endnu, fortæller han

 

Hele landet får glæde af de erfaringer, der bliver høstet på Jacob Dampesvej i Slagelse. Slagelse er nemlig en af seks kommuner, der deltager i det landsdækkende projekt Virksomhedsrettet Integration, Projekt 2, som DA, LO og Kommunernes Landsforening står bag. Formålet er at udvikle og afprøve metoder til at integrere udlændinge gennem arbejde – og at sprede erfaringerne til alle andre kommuner.

  Gode historier
  Fredensborg
  Gladsaxe
  Slagelse
  Aabenraa
  Århus
  VIP2 Videoer