Kompetenceafklaring
Hvorfor er kompetenceafklaring vigtig?
Kompetenceafklaring er en fordel for både ledige og virksomheder. Kompetenceafklaring kan være med til at gøre det lettere for virksomheden at få overblik over især flygtninge og indvandreres kompetencer. Det gælder både kompetencer opnået gennem uddannelse og gennem erhvervserfaring.
Nogle flygtninge og indvandrere har måske ikke et uddannelsesbevis - og der er ikke mulighed for at skaffe det pga. forhold i hjemlandet. For andre er behovet at kunne dokumentere kompetencer opnået gennem konkret arbejdserfaring, f.eks. arbejde med diverse maskiner. Kompetenceafklaring er samtidig en forudsætning for bedst muligt at kunne anvende de ressourcer flygtninge og indvandrere besidder.
Et kompetencekort er et håndgribeligt bevis, der gør en forskel
DA arbejder for at jobcentrene bruger kompetenceafklaring i forhold til flygtninge og indvandrere, således at der kan udstedes et kompetencekort til alle.
Det vil give mulighed for et bedre match mellem borger og virksomhed. Det vil ligeledes give kommunen et bedre overblik over borgerens kvalifikationer, samt hvor der er behov for yderligere opkvalificering.
Kompetenceafklaring af flygtninge og indvandrere i virksomheder.
Hvordan foregår en kompetenceafklaring?
Et typisk afklaringsforløb trin-for-trin:
1. Virksomheden modtager en henvendelse om en konkret afklaring af en konkret person.
2. Der afholdes en ”jobsamtale” og præsentation i virksomheden mellem virksomhed, jobkonsulent og den pågældende flygtning/indvandrer.
3. Jobkonsulenten orienterer om den konkrete afklaring og hvad den skal indeholde omkring almene, faglige, personlige og sproglige kompetencer. Orienteringen kan finde sted ved afkrydsning i afklaringsskabelonen. Det aftales også nærmere hvornår og hvordan der skal meldes tilbage.
4. Efter afsluttet afklaringsforløb giver virksomheden en tilbagemelding til kommunen eller Arbejdsformidlingen. Tilbagemeldingen sker enten elektronisk eller i papirformat. En mulighed er også, at tilbagemeldingen sker mundtlig til jobkonsulenten. Jobkonsulenten vil så senere lægge dine tilbagemeldinger ind i den elektroniske skabelon.
5. Virksomhedens tilbagemeldinger anvendes af sagsbehandler og den enkelte flygtning/indvandrer i det videre integrationsforløb. Ud fra tilbagemeldingen har borgeren herudover mulighed for at vælge hvilke af virksomhedens tilbagemeldinger, som skal bruges til at lave et kompetencekort.
I uge 41 afholdt VIP2 i samarbejde med Køge Handelsskole og Videnscenter Øst, Videnscenter København og Videnscenter Midt-Vest konferencer om lediges vej fra jobcenter til virksomhed. I den forbindelse havde vi mange dygtige oplægsholdere ude for at tale om kompetenceafklaring.
Se oplæggene her: